Natmandsfolk og kæltringer

Natmandsfolk og kæltringer Skriv ud

I 1800-tallet var det ikke unormalt at møde ”kæltringer”, der strejfede omkring på den jyske hede. Kæltringerne stammede fra gamle dages ”natmænd”.

Natmændene var de personer, der skulle hjælpe bødlen med henrettelser og tortur. Når en forbryders hoved var blevet hugget af med forhåbentligt kun ét øksehug – det kom an på, om bødlen var ædru, og om han ramte rigtigt første gang! – skulle hovedet sættes fast på en lang pind. Kroppen skulle derefter radbrækkes og udstilles på et hjul sammen med hovedet på pinden til skræk og advarsel!

Det var også natmanden, der trådte til, når en forbryder skulle piskes eller knibes med rødglødende tænger!

Natmænd, der tømmer lokummer. Hvis der ikke var stillet brændevin og smørrebrød frem, kunne natmændene komme til at spilde! Foto: Medicinsk Museion, KøbenhavnDesuden skulle natmanden fjerne affald, tømme toiletter (typisk ildelugtende og overfyldte spande i små skure) og rense skorstene.

På landet skulle natmanden desuden flå selvdøde dyr og aflive bøndernes gamle og udtjente dyr.

Natmændene skulle altså lave alt det ulækre arbejde, som ingen andre ville have noget med at gøre!

De ”uhumske” mennesker!

Natmandens navn kommer sikkert af, at han ofte arbejdede om natten, hvor de fine ikke behøvede at se på ham, når han arbejdede! Natmanden og hans familie blev forbundet med alverdens uhumskheder, og var afskyet over alt! Natmændene blev derfor aldrig hvervet som soldater, og bønderne ville ikke lade deres børn gå i samme skole som natmandens.

Rakkerbåsene i Sjørslev kirke. Foto: Anne Sofie Vemmelund, 2007I Sjørslev kirke havde natmandsfolket endda deres egne stole bagerst i kirken. Stolene var placeret i et afspærret område, i et slags bur, så de ikke kunne komme i fysisk kontakt med den øvrige menighed. Det samme var tilfældet i Dejbjerg kirke ved Skjern. Her blev blev natmandsfolket lukket ind i kirken som de første, og de blev først lukket ud igen, når alle andre havde forladt kirken. På den måde slap man for at komme i nærheden af de uhumske mennesker!

Natmandsfolk på vandring. Kvinden går med en vugge, og manden med en glarkiste. Tegnet af Chr. Dalsgaard i 1856.Arbejdsløse natmænd

I løbet af historien gjorde kongen ende på en stor del af natmandsarbejdet på landet, og mange natmænd blev arbejdsløse. Bønderne skulle nu selv flå deres selvdøde dyr.

Da natmandsfolket (eller kæltringerne) stadig var uønskede, søgte mange af dem ud på heden. Nogle boede her i forfaldne huse, jordhuler eller jordhytter, andre vandrede fra sted til sted og levede typisk af f.eks. glarmesterarbejde. Andre tog den lange tur til Amerika eller Australien for at prøve lykken som nybyggere.

Blichers løsning

På Blichers tid blev de omstrejfende kæltringer anset for et problem. Man kunne jo ikke have sådan nogle uhumske og unormale mennesker rendende! Derfor skrev Blicher i 1820 en afhandling (en større opgave) ”Om Natmændsfolkene”. Den handlede om, hvordan man bedst udryddede disse kæltringer. Læs skriftet.

Blichers forslag gik ud på, at man på en helt bestemt dag indfangede alle kæltringerne, og sorterede dem: Gamle og svage skulle forsørges i fattighuse, hvorimod alle børn over syv år skulle anbringes i opfostringshuse (opdragelseshuse), hvor de skulle lære håndværk, manufakturarbejde (fabriksarbejde) eller krigstjeneste. De kæltringer der blev til overs, skulle isoleres på to ubeboede øer. Blicher foreslog, at det skulle være Hesselø og Hjelm (to mini-øer i Kattegat på henholdsvis 0,71 km2 og 0,62 km2). På øerne skulle kæltringerne beskæftiges på en særlig opført fabrik eller med havearbejde.

På den ene ø skulle alle de gifte og alle dem, som levede sammen og havde børn under syv år bo.

På den anden ø skulle alle, der levede sammen uden at være gift og ikke havde børn, opholde sig. Disse par blev skilt ad ved tilfangetagelsen. De kunne dog få lov til at blive sammen, hvis de giftede sig, men så skulle de flytte over til de giftes ø.

Når børnene, der boede sammen med deres forældre på ”de giftes ø”, fyldte syv skulle de tages fra deres forældre og sendes i opfostringshuset!

På denne måde mente Blicher, at kæltringerne ville holde op med at eksistere. Når børnene blev taget fra deres forældre i en så tidlig alder, ville de glemme deres kæltringebaggrund og kunne opdrages til pæne, tilpassede og nyttige borgere! Og efter 40-50 år ville der ikke være flere kæltringer tilbage på øerne eller i fattighusene.

Problemet med kæltringernes tilstedeværelse i landet ville være løst!

Kæltringejagten

Blichers afhandling blev dog aldrig læst på hans egen tid. Den blev sandsynligvis væk og blev først fundet igen næsten 100 år senere af en arkivar på Landsarkivet i Viborg!

Alligevel gik dele af Blichers plan i opfyldelse! I områderne omkring Ringkøbing, Aalborg, Viborg og Randers blev der i 1835 indfanget omkring 140 kæltringer. En stor del af kæltringerne blev straffet med tugthus (fængsel) for løsgængeri (strejfen omkring uden at have et fast arbejde eller tilholdssted) og betleri (tiggeri). I fængslet blev de tvangsindlagt til daglig kristendomsundervisning, hvorefter de blev konfirmeret, som ”almindelige” danskere!

Kæltringerne i Blichers noveller

Blicher mødte ofte kæltringerne på hans mange vandreture på heden. Kæltringerne optrådte derfor også i flere af hans noveller, hvor de enten var skurke eller hjælpsomme sjæle.

En af de mest berømte noveller er "Kjæltringeliv" fra 1829. Heri beskrev Blicher sit første møde med kæltringerne Linka Smælem og Peiter Benløs - først på heden og siden i kæltringen, Johannes Axelsens, hus hvor Blicher angiveligt skulle have set Linka danse. Blicher blev dog grebet i at kigge på kæltringeballet igennem et vindue. Men efter at have forklaret, at han var faret vild i nattemørket, blev han fulgt over heden af en venlig kæltring.

Novellens handling har senere vist sig at være baseret på Blichers tankespind. Johannes Axelsen bedyrede i hvert fald i 1867, at hans hus aldrig havde været samlingssted for kæltringer eller et kæltringebal. Desuden var Peiter enløs og Linka Smælem døde lang tid før hans tid.

Mange malere lod sig dog inspirere af Blichers novelle, og således blev historien om kæltringeballet på en måde til virkelighed.

Ukendt., 14-07-2013 17:16:38