Flere steder er personer noteret som Almisselemmer/fattiglemmer. I Ordbog over det danske sprog, står der:

Almisse-lem, et. [2] (nu l. br.) person, som lever af almisse; fattiglem. en ussel Student, som er af Moderslif fød Tosse . ., et puurt Almisse-Lem. Gram.Breve.262. Ew. VIII.186. et Almisselem, som gik paa Omgang i Sognet. CBernh.XI.71. Bøgh.JT. 44. Feilb. jf.: en af de Statens Almisselemmer og Lænkehunde, man kalder Embedsmænd. Ing.EF.VIII.74.

Fattig-lem, et. (< VSO.1802; maaske forkortet af Fattighuslem, se u. Fattighus) person, der underholdes af fattigvæsenet (især i et fattighus ell. en fattiggaard). MO. Rich. II.323. mandlige og kvindelige Fattiglemmer.AndNx.M.86.

Om betydningen er den samme i alle årene, vides ikke - men tankevækkende er det !

 

Betleriforordningerne af 1708 (Frederik IV).
Indtil 1708 havde de forskellige forordninger og recesser skelnet mellem værdige og uværdige tiggere. Det havde principielt indtil 1708 været lovligt for "de værdige" at drive tiggeriet som erhverv. De værdige tiggere havde indtil da kunnet henvende sig til præsten eller lensmanden og få uddelt et tiggertegn, der havde givet dem ret til at tigge indenfor henholdsvis sognets eller herredets grænser. De tidligere forordninger m.v. havde dog ikke i tilstrækkelig grad mindsket tiggeriets omfang i Danmark.

Den 24. september 1708 får Danmark derfor en ny fattigforordning. Forordningen havde to formål, nemlig 1) at få udskilt uværdigt trængende og standset deres betleri, og 2) at få etableret en ordning til forsørgelse af de værdigt trængende. Forordningen forbyder tiggeri - og derfor udstedes der ikke længere tiggertegn.. Nu er tiggeri kun tilladt undtagelsesvis i forbindelse med pludselig opstået ulykke fx brand og da kun inden for et afgrænset tidsrum, som regel et år. Til gengæld indføres forsørgelsesret, og ansvaret for den fattiges forsørgelse overdrages til lokale fattigkasser. Midlerne hertil forventedes at indkomme dels som gaver og dels som frivillige bidrag. Hjælpen til den fattige blev normalt ydet i naturalier (sjældent i penge) og forsørgelsen blev normalt praktiseret ved omgangsforsørgelse. Sognepræsterne skulle med tre eller fire af de "vittigste og bedste" sognemænd udarbejde en liste over sognets fattige. Så skulle sognemændene høres om hvad de "godvilligen" ville give til de fattige helst i "ædende vare". Var det ikke nok, skulle de ansættes til en vis ydelse. Ordningen var sådan set god nok, idet der udvalgtes "visse mænd", som skulle levere varerne hos de fattige. Hvis en mand ikke afleverede, hvad han skulle, blev hans navn oplæst på prædikestolen. Det var herudover op til den enkelte, at give yderligere frivillige bidrag. I kirker og i værtshuse blev der opstillet bøsser, og ved de store kirkefester sendte man en tavle rundt. Helt nyt var det dog, at man pålagde præster og alle civile betjente i købstæderne, der fik deres løn fra kongen, at give en procent af lønnen til de fattige. Andre borgere skulle på en offentlig liste optegne, hvor meget de af egen fri vilje ville give som gave til de fattige. Hvis den faste afgift og de indsamlede beløb ikke dækkede forsørgelsen af de fattige, kunne bystyret med tilladelse fra kongen pålægge borgerne en speciel skat.

De fattige arbejdsduelige skulle sættes i arbejde, så de i det mindste kunne gøre nytte. Det var vel typisk tugthusene der blev henvist til. De fattige, der på grund af drikkeri eller andre laster selv var skyld i deres fattigdom, blev sat i pesthuset i København. De omløbende tiggere blev sendt til det herred de kom fra, til nærmeste fæstning eller spinde- eller rasphuset i København. Betlere uden hjemstedsret i Danmark, tatere fx., skulle udvises af landet eller sættes i rasphuset Lovens intentioner kom ikke til at virke i praksis, idet præsterne ikke blev udstyret med tilstrækkelig magt til at gennemføre ønskerne (inddrage fornødne midler). Tiggeriet fortsatte i stort omfang, for selv om flere af de påbudte frivillige fattigkasser kom i gang, så modsvarede de slet ikke behovet.

Herredskasser 1734
Da det var de færreste steder man efterlevede 1708 forordningen, enten ved ikke at oprette lokale fattigkasser, eller fordi man ikke kunne skaffe nok frivillige bidrag, fortsatte tiggeriet. De fattige folk var nok heller ikke så bofaste, men valfartede mellem sognene. Derfor erstattede man de lokale sognekasser på landet med herredskasser i 1734: "thi Kongen finder det billigt, at det sogn, der har flere fattige og mindre indkomster, hjælpes af det, der kan have mere indkomster og færre fattige".

Fattigloven af 1803
I 1803 kom så en ny fattiglov, der giver alle fattige ret til understøttelse hvis de ikke kan klare sig selv. Der blev i hvert sogn oprettet en fattigkommission og der blev bygget fattighuse i næsten alle sogn. I kommissionen var præsten født medlem sammen med 3 - 4 af sognets bedste mænd. De understøttede deltes i tre klasser: 1) de gamle, de syge og de handicappede; 2) børnene og 3) dem, der var for svage til at tjene til sig og mange børn. Det var fattigvæsenets opgave at oplære de unge i kundskab, sædelighed og arbejdsomhed, at give de arbejdsføre arbejde, at helbrede de syge og give dem og de gamle almisse. Forordningerne indeholdt regler om erhvervelse af forsørgelsesret i de kommuner, hvor den fattige havde haft fast ophold. Det medførte selvfølgelig mange sager, hvor der var tvist mellem de forskellige sogne om hvem der var forsørgelsesforpligtiget.

Ægteskabstilladelser 1824
I 1824 blev det indført, at fattige, der havde modtaget og ikke tilbagebetalt hjælp fra det offentlige (de sidste 5 år), ikke måtte gifte sig uden tilladelse fra de lokale myndigheder. Loven blev i 1857 blev ændret til kun at gælde mænd. I den nye fattiglov af 189l, fastholdtes disse "ægteskabstilladelser". Det blev først ændret i 1933.

Grundloven 1849
Ved grundloven fra 1849 blev det yderligere bestemt, at samfundet skulle forsørge folk, der ikke kunne tjene nok selv, og som ikke havde andre til at sørge for sig. F.eks. skulle en kommune give fattighjælp, hvis den fattige var født i kommunen eller havde arbejdet der i mindst 5 år. Andre fattige kunne sendes tilbage til den kommune, hvor de var kommet fra. Junigrundloven fastslår, at "den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtigelser, som Lovene herom paabyde". Det er de lokale myndigheder, der vurderer den enkelte persons trang. Princippet for fattighjælpen hviler på en tankegang om, at det er en hjælp, der gives som almisse. At modtage fattighjælp bliver betragtet som en stor skam. Den gives på ydmygende vilkår. En fattighjælps-modtager mister rådighed over sine ejendele, er bundet til forsørgelseskommunen, må ikke gifte sig uden tilladelse fra den lokale fattigbestyrelse, og samtidig mister mændene deres stemmeret.

 

Birgit Antonette Bernhard, 05-03-2010 12:42:56