I begyndelsen af 1800-tallet var Danmark ramt af en række koppeepidemier. Det fik i 1810 Frederik 6 og Danske Kancelli til, sammen med Vaccinationskommissionen, at udarbejde denne forordning, der pålagde borgerne at blive vaccineret mod kopper. Forordningen kunne ikke tvinge folk til at blive vaccineret, men en forudsætning for fx konfirmation, giftermål, skolegang, læreplads og militærtjeneste var, at man kunne dokumentere, at man have overvundet en koppesygdom eller gennemgået vaccinationen. Gennem denne vaccinationsattest, som i denne kilde findes efter forordningsteksten, var der altså indirekte tale om tvang. Gennem århundreder havde kopper (variola) hærget det meste af verden. Det var en meget smitsom infektionssygdom, der resulterede i høj feber og blærer over hele kroppen. Dødeligheden var ofte 10-25 %. Hvis man overlevede, var man efterfølgende immun over for sygdommen. Folketroen gik på, at kroppens urene væsker prøvede at komme ud ved hjælp af koppeblærerne, og hvis de ikke kom ud, kunne man blive spedalsk. Man forsøgte sig med forskellige behandlingsformer lige fra igler og kopsætning, der skulle tage den urene væske, til den risikable inokulation, hvor man indpodede materie fra en syg koppeblære i et rask menneske. Sidstnævnte metode skulle blive forløberen for den senere vaccinationsform, opfundet af englænderen Edward Jenners (1749-1823), der i slutningen af 1700-tallet opdagede, at malkepigerne på hans egn ikke fik kopper. Han kunne efterfølgende påvise gode resultater med indpodning af kokopper (en mildere form for kopper) og derved gøre folk immune. Metoden blev efterhånden anerkendt og udbredt over det meste af Europa. Oplysningstidens videnskabsidealer var med til at overbevise lægekredse og lægevidenskaben om metodens effektivitet. Samtidig var også danske læger, under inspiration af filosofiske ideer sydfra, begyndt at fokusere på forebyggelse og ikke kun behandling. Den politiske ledelse var - påvirket af de merkantilistiske strømninger - blevet opmærksom på værdien af en stor og rask befolkningsskare, hvilket påvirkede deres lydhørhed over for lægerne og deres engagement i udbredelsen af vaccinen.