1980-erne boede der på Birkeholm en mand, der hed Mogens Nissen, han var meget interesseret i Hansteds historie fordi nogle i hans familie tidligere havde boet i et af de gamle huse på Hanstedvej, han gjorde derfor et stort arbejde for lokalhistorien her på egnen. Han flyttede desværre fra byen igen, men nåede bl. a. i marts 1987 at interviewe Herman Kristensen som dengang boede på Hanstedvej nr. 46A. Interviewet blev optaget på bånd og gemt i Hansted Sognearkiv. Der var tre kassettebånd i alt, dem har jeg nu lyttet igennem. Her er så, i lidt forkortet og redigeret form, hvad han fortalte Mogens Nissen for nu snart 15 år siden.

 

 Trommelfører Herman Kristensen:

 

Min barndomstid i Ølsted

Jeg er født den 8. juni 1905 i noget der hedder Ølsted Skovhav, det ligger nærmere Løsning end Ølsted ikke langt fra det tidligere forlystelsessted “Fredrikslyst” Mine forældre boede i et hus som hørte til en gård, som lå lige i nærheden, vi var seks søskende. Min mor hjalp til på gården når der skulle vaskes storvask og ved lignende lejligheder Mine forældre boede i Ølsted Skovhav i ca. 5 år, så flyttede de ind til Løsning, hvor min far kom til at arbejde på et teglværk, der hed Stubberup Teglværk, men det var et gammeldags teglværk med rundovne, hvor der skulle fyres med træ eller kul, der var min far teglbrænder. Senere blev der bygget et nyt og mere moderne teglværk på den anden side af vejen med højovne, hvor der skulle fyres ovenfra.

Da vi havde boet der i nogen tid flyttede vi til Stubberup, jeg har nok været omkring 7 år dengang. Jeg legede meget med sognerådsformanden Rasmus Bie´s to sønner.

Dyrlægen i Løsning importerede mange små islandske heste dengang, når han havde fået dem leveret, gik de i en indhegning ved siden af hvor han boede. De små heste måtte vi drenge gerne ride på, hvis vi ellers kunne komme op på nakken af dem, for de var ikke alle ridevandt, det morede vi os meget med.

 

Vores hjem brænder

På et tidspunkt brændte huset som vi boede i. Mine to søstre og jeg var alene hjemme. Da vi opdagede at det brændte, løb vi ud af huset så hurtig vi kunne, i det samme kom der en murerarbejdsmand cyklende forbi, han sprang af cyklen og løb ind i huset og begyndte at redde vores møbler ud, men det gik til på den måde, at han smed det meste ud af vinduet, hvorved meget gik i stykker, det var lidt ærgerligt, for det fik min far jo ikke nogen erstatning for. Vi boede i den ene ende af huset, medens den anden ende var beboet af en mand, der hed Frederik, han fyrede, som de fleste andre dengang, med træ i sin kakkelovn og for at træet kunne være godt tørt havde han for vane, at lægge det ind ovenpå kakkelovnen en tid i forvejen.

Medens branden stod på, så jeg, at Frederik gik og bar noget træ ud med ild i, men det blev der nu ikke talt om.

Efter branden kom landbetjent Fraugde fra Løsning, for at klarlægge brandårsagen. Landbetjenten spurgte min far om det ikke kunne tænkes, at en af os børn havde fået fat i nogle tændstikker og så var kommet til at sætte ild til huset, det blev min far meget vred over at høre han bedyrede, at det kunne der slet ikke være tale om, for hans børn havde aldrig adgang til tændstikker. Men så henvendte Fraugde sig til mig og sagde: “Hør Herman hvis du nu får en 25 øre kan vi så ikke sige, at det var dig, som satte ild til huset?” Det blev min far endnu mere rasende over, men Fraugde blev jo ved med sit, og til sidst blev fristelsen for stor. 25 øre var jo nu engang 25 øre så jeg sagde, at det var mig der havde gjort det og Frederik slap for tiltale. Der skete ikke mig noget, udover at jeg i skolen blev kaldt “Herman Ildebrand” det var jo ikke så rart, men når de blev for slemme, fik de et par på hovedet at en af mine træsko, jeg var ret ilter dengang, så jeg lod mig ikke byde alting.

Efter branden var vi jo husvilde, så vi flyttede ind i fattighuset i Løsning indtil min far fandt noget andet vi kunne bo i. Det varede nu ikke så længe, han købte et lille hus i Løsning for 600.-kr. Ja, det lyder ikke af meget, men pengene var jo mere værd dengang.

 

Ud at tjene som 10-årig

Da jeg blev 10 år blev jeg sendt ud at tjene, jeg fik plads på en gård i Remmerslund ved en mand, som hed Anton Olesen. Lønnen for den første sommer var: Et par træsko og 50.- kr. Men der var jeg nu glad nok for at være. Jeg fik til opgave først at trække køerne ud i marken, derefter skulle jeg rense ud i stalden inden jeg skulle i skole. Det gik nok lidt hurtigt med at blive vasket, men jeg fik da som regel lidt vand i hovedet, derimod er jeg ikke sikker på at mine ben altid var helt rene. Skolen lå i Hedensted, så der var et stykke vej at gå – ca. 3 km.

Året efter kom jeg til at tjene hos en mand, som hed Niels Georg Nielsen også i Remmerslund, der var jeg i 2½ år. Det kan måske lyde mærkeligt, at jeg blev der så længe for han var en hidsigprop, når han ikke var tilfreds med mit arbejde bankede han mig, ikke kun med hænderne, men gerne med et stykke reb. Der var også en gammel malkekone på gården, en dag da jeg gik og græd hun spurgte “Har han været slem ved dig Herman? Du skal bare stoppe nogle aviser ind i bukserne, så kan han ikke slå igennem.”

Det prøvede jeg, det hjalp også lidt. Når så Niels Georg var taget i marken, kom hans kone og sagde ” Kom nu herind lille Herman så skal du få noget godt at spise, for hun var nu god nok, hun kunne bare ikke gøre noget ved manden. Jeg kan huske engang medens jeg var der, manden havde solgt en ko til en handelsmand i Løsning, den skulle jeg så tage med derind den næste dag når jeg skulle til skole. Nå, koen fik et stykke reb på og jeg trak af sted med den mod Hedensted, det gik også meget godt indtil vi nåede ind til Konstancia Kro, så stak den pludselig af fra mig, jeg løb efter den hele formiddagen, men jeg kunne ikke fange den, jeg kom slet ikke i skole den dag. Koen skulle have været sendt med toget, det kom den heller ikke.

Efter de 2½ år hos Niels Georg Nielsen kom jeg til en, der hed Peter Tyssen også i Remmerslund, det var nu også en god plads, der var jeg da jeg blev konfirmeret. Peter Tyssen kom oppe fra Herningegnen så han var vandt til at avle mange kartofler, jeg kan huske at vi, før kartoffelplanterne var helt modne, blev sat til at pille bladene af dem, når de blev tørrede, kunne de bruges til tobak, det var jo lige efter 1. verdenskrig så der var mangel på alting. Jeg var ved Peter Tyssen i ét år.

Derefter kom jeg til endnu en gård i Remmerslund hos en mand, der hed Søren Ladegaard. Det var også en rar mand at være hos, ikke mindst fordi han var socialdemokrat, det kunne jeg jo godt lide. Det pudsige var, at hans far var radikal og hans bror var venstremand, så du kan nok forstå at der til tider var nogle forrygende diskussioner mellem dem. Konen på gården var også vældig rar hun lavede god mad, men hun havde den ide, at til højtiderne – jul, påske og pinse – måtte vi ikke få rugbrød, kun sigtebrød og franskbrød, men det smagte da også meget godt.

Derefter fik jeg plads i Gedsager, jeg kan ikke rigtig huske mandens navn. Der var jeg ked af at være – ikke for det – jeg blev lovet en meget god løn, men jeg fik en meget dårlig behandling, jeg blev der kun få dage så pakkede jeg mit tøj og rejste hjem til mine forældre. Min far sagde – jamen her kan du ikke være –, nej det ved jeg godt jeg skal også nok finde noget andet.

 

Drømmen om at blive smed

Det lykkedes også jeg fik en plads på en gård i Stubberup ved en mand, der hed Herman Nielsen, der var jeg også glad for at være. Men så kom jeg til at snakke med naboens søn, som var smedesvend hos smeden i Oens, han fortalte mig at han kunne skaffe mig en læreplads hos samme smed, det var lige noget for mig, jeg havde altid haft stor lyst til at blive smed. Så en aften cyklede nabosønnen og jeg til Oens og fik også aftalt med smeden at jeg skulle begynde som smedelærling, jeg skulle have 1.- kr. om dagen foruden min middagsmad og så skulle jeg ellers bo hjemme. Det kom jeg glædestrålende hjem og fortalte mine forældre, men min far sagde: Det kan der ikke blive tale om, det har vi ikke råd til, så dér røg mine drømme om at blive smed.

 

 

Da jeg flyttede fra Herman Nielsen havde min storebror overtalt mig til, at vi begge skulle søge plads på Agersbøl, en stor gård, som var nybygget efter brand, der var 800 tdrl. under plov foruden 400 tdrl. skov, der var 16 spand heste på gården, foruden to traktorer på jernhjul, ganske vist, der var også et lokomobil, som blev brugt bl. a. til at trække tærskeværket, et lokomobil var jo drevet af damp, den blev fyret op med kul, du kan nok forstå at der var tale om en gård af en vis størrelse.

Jeg fik pladsen på Agersbøl, jeg fik 75.- kr. om måneden, der blev jeg i 2 år til jeg var 18 år. Derefter kom jeg til Ussinggaard, den var mere moderne end Agersbøl. Der var jeg en tid og kom så på en gård i Smidstrup nede ved Vejle, der hakkede jeg roer en sommer.

 

Teglværksarbejder – Banearbejder

Jeg så i avisen, at Hessellund Teglværk ude ved Stensballesund manglede en mand. Den stilling søgte jeg og fik den, arbejdet bestod i at køre ler fra lergraven til teglværket, det foregik med tipvogne over en bro, som var bygget over Stensballesund til samme formål. Leret gravede vi ud af bakkerne der hvor nu Ingeniørskolen ligger. Når tipvognene var læssede til med ler kunne vi skubbe dem ned til teglværket med håndkraft for det var meget nedad. Men der skulle godt med fart på for, at den kunne løbe hele vejen over til teglværket, jeg kunne ikke lide det når det gik stærkt ud over broen, jeg har altid haft lidt vandskræk.

 

Der var jeg en kort tid, så kom jeg igen til Ussinggaard. På Ussinggaard var jeg et halvt års tid så fik jeg arbejde ved en entreprenør, som var begyndt at anlægge dobbeltspor på banen mellem Løsning og Hatting. Det var godt lønnet jeg tror vi fik 58.- kr. om ugen, men det var også hårdt arbejde, der var ingen maskiner til det tunge løft, vi var ti mand til at bære en jernbaneskinne på plads, det var i året 1924.

 

Østergaards Frøavl

Året efter kom jeg til at arbejde på Østergårds Frøavl i Stensballe, hvor jeg arbejdede med hestene i marken.

Den 2. januar 1926 blev jeg så gift med Marie. Marie var også født i 1905 ligesom jeg, hun havde 8 søskende. Min svigermor var alene og ernærede sig som malkekone, hun døde i en alder af 57 år – slidt op – Den første tid boede vi hos min svigermor i Haldrup, men så fik jeg arbejde på en gård som lå på modsatte side af vejen som hvor min svigermor boede. Fra min tid dér kan jeg huske at vi til morgenmad fik øllebrød og derefter stegt flæsk, det var lidt andet end hvad jeg var vandt til, men det smagte nu godt.

Næste sommer kom jeg til at arbejde for en tækkemand fra Blirup, medens jeg var der, skete der det, at vi kom til at tække på Østergårds Frøavl. Den gamle Østergaard kendte mig jo straks, han trak mig lidt til siden og spurgte – hvad får du egentlig om dagen for at hjælpe tækkemanden? Jeg får fem kroner svarede jeg, nå, sagde Østergaard, jeg gir da ellers ti kroner for dig. Men når du ikke får mere, kan du jo ligeså godt arbejde for mig – det gjorde jeg så, jeg kom til at arbejde i renseriet. Men arbejdet på Østergårds Frøavl

var kun sæsonarbejde, derfor fik jeg vinterhalvåret til at gå med at slå sten til skærver for kommunen. Det foregik på den måde, at der blev kørt nogle store sten ud i bunker langs det vejstykke, der skulle udbedres den følgende sommer, stenene skulle så slås i skærver til en størrelse på ca. 4 – 5 cm. Vi fik 6 kr.- / m 3 kan jeg huske. Det var et hårdt arbejde det var hårdt for fingrene og det kunne også være koldt, det gjaldt om af få lavet en god skærm så der var lidt læ for vinden. Arbejdet med at slå sten kunne vare til helt hen på sommeren. Når Østergaards Frøavl begyndte at få de første partier frøgræs ind, vendte jeg tilbage dertil. Det var gerne græsfrø fra gården ”Tyrrestrup” som var det første vi fik ind. Jeg kan også huske, at vi fik Kløverfrø fra en mand her i Hansted, som hed Poul Hansen, han havde den gård som Arne Munk nu har (Banevej 10). Han leverede altid frø af en meget fin kvalitet, man sagde, at han lå på alle fire og lugede de frøhoveder bort, som var befængt med lus, når den gamle Østergaard så på kvaliteten af frøet fra Poul Hansen sagde han – det er jo næsten lige så fint som stamsæd -. Da jeg havde været ved firmaet en tid, blev jeg udnævnt til rensemester. Den gamle Østergaard kaldte mig endda – finrensemester – . En overgang arbejdede jeg også i udleveringen med afvejning af det færdige frø. Jo, der var jeg i mange år og det gik rigtig godt.

Du skal lige høre en historie om dengang vores motor løb løbsk. Vi havde, i forbindelse med tørreriet, en stor petroleumsmotor til at trække blæseren, den stod i et motorrum for sig selv med en skorsten ovenud af taget.

Sådan en motor havde jo ganske vist en regulator, som skulle sørge for at holde et konstant omdrejningstal, men pludselig en dag løb motoren løbsk, den gik op i helt vilde omdrejninger, stod og hoppede og dansede så hele virksomheden rystede og der kom sort røg ud af skorstenen, den gamle Østergaard kom farende ud og spurgte, hvad er der galt? Jeg ville gå ind og stoppe den, men Østergaard sagde – du går ikke derind, det er alt for farligt ! Jeg tøvede lidt, men gik så alligevel derind og fik lukket for tilførslen af brændstof, så døde den jo ud. Jeg forstår nu godt Østergaards bekymring for dengang var petroleumsmotorer meget udbredt omkring på gårdene, og man hørte ikke så sjældent om eksplosionsulykker.

Skanderborg amts vejvæsen

Et forår fik jeg arbejde ved kommunen med at asfaltere en vej, det var vejen fra Stensballe ned til Husodde, det foregik på den måde, at Colas kom og sprøjtede varm tjære ud på vejen og så skulle vi bagefter strø ral på med en skovl, det været frygtelig snavset stykke arbejde, den første dag var jeg nok kommet for nær på sprederen for da jeg om aftenen, kom hjem til Marie, var jeg sort som en neger, hun brugte margarine til at få det værste af ansigtet med.

 

Men arbejdet med tjæren slap jeg nu ikke så hurtigt, for jeg kom til at arbejde for Skanderborg amts vejvæsen, som lavede veje mange steder i omegnen, ja, jeg lavede vej både ved Brædstrup, ved Himmelbjerget og Låsby. Jeg arbejdede i 10 timer om dagen og cyklede frem og tilbage, vi boede stadigvæk i Stensballe dengang, så jeg var godt træt om aftenen. Det ville jo have været rart med en motorcykel, det var der nogle af mine kammerater, der havde, men det havde jeg nu ikke råd til og så skulle jeg jo også have et kørekort. En af mine kammerater, der boede i Brædstrup, fortalte om dengang han fik kørekort, han havde været oppe til prøve, men havde endnu ikke fået kortet, men han havde en motorcykel, han havde bare problemer med at få den startet, den skulle løbes i gang. En aften, da han løb med den ned ad gaden i Brædstrup i et forgæves forsøg på at få dyret startet, mødte han Politimesteren som råbte ham an, han sagde ” Du skal nu nok få dit kørekort Læsø, men pas nu på hvis du engang skulle få motorcyklen i gang!” Jobbet ved vejvæsenet havde jeg i en del år.

 

Nordisk Kiselgurfabrik

Vi boede i Stensballe i 10 år, men den 1. maj 1936 flyttede vi til Egebjerg. Vi lejede os ind i et hus som tilhørte Teglgården, huset ligger nede bag ved gården. Det er oprindelig et teglbrænderhus, her boede teglbrænderen, som passede ovnen på teglværket. Huset var velbeliggende for mig, for jeg havde fået arbejde på kiselgurfabrikken, som lå ikke langt fra Georg Linds gård, ejeren af fabrikken var entreprenør og skorstensbygger S.V. Sørensen. Han havde lejet kiselgurlejet af Georg Linds far Valdemar Lind.(Kommentar: Kiselgur er en lys let jordart, der næsten udelukkende består af diatomé – skaller som var omkring små encellede alger – kiselalger. Jordarten blev aflejret i Danmark for millioner af år siden.

Den tørrede kiselgur var let og porøs og blev anvendt til isolation.) Det gik ret godt med fabrikationen en tid, vi var tre mand i arbejde, men så begyndte det at knibe, vi fik ikke vores ugeløn, vi rykkede efter den, og til sidst fik vi den da, men så blev fabrikken lukket. Den opstod nu igen, idet en brorsøn til Sørensens, som hed H. Højlind, han var malermester og kom fra Gentofte, overtog driften. Han henvendte sig til mig og spurgte om jeg ikke kunne tænke mig, at stå for driften, det sagde jeg ja til og nu kom der bedre gang i sagerne, vi fik nye maskiner og tørreovne, før den tid nøjedes vi med at soltørre. På et tidspunkt var vi ti mand beskæftiget, men kiselguren, som vi gravede ud af bakken dernede ved skoven, blev mere og mere sandblandet og til sidst måtte vi stoppe, det kunne simpelthen ikke betale sig mere. Den færdig behandlede kiselgur skulle være let og porøst ellers duede den jo ikke til isolering.

Huset som vi boede i nede bag Teglgaarden viste sig at være meget fugtig, derfor flyttede vi op til Gl. Egebjerg i et hus som tilhørte Horskjærgaard. Huset var meget lille, men vi boede der da et års tid.

Vi flyttede her til Hansted i november 1937, vi kom til at bo i et lille hus, som ikke er mere, det lå mellem Enggaard og det røde hus hvor der dengang var købmandsforretning, Der boede vi til 1940 da flyttede vi ind i huset her, vi havde 7 børn dengang, så der var ikke megen plads tilovers.

Så kom jeg til at arbejde ved kommunen som tromlefører. Men der var jo ikke arbejde med tromlen hele tiden, derfor tog jeg forskelligt andet arbejde.

 

Lundum Hansted Centralskole

I 1939 begyndte vi at grave ud til den nye centralskole og planere sportspladsen, det foregik alt sammen med skovl, trillebør og en enkelt tip vogn. Det var et stort arbejde, som tog lang tid for der var enorme mængder jord, der skulle flyttes. Da vi var færdige med jordarbejdet kom jeg til at arbejde som murerarbejdsmand for murermester Siig, han stod for opførelsen af skolen. Murermester Siig boede på Hanstedvej nr. 23 der hvor nu Peter Djernæs bor, der havde han et cementstøberi.

 

Ulykken

Medens jeg arbejdede på skolen skete der en slem ulykke. Vi havde lige støbt loftet over sløjdsalen, det foregik på den måde, at der blev lavet en solid form, en forskalling kaldte vi det – et bræddelag som var understøttet af en mængde stolper. Den dag, da betonen var tør nok til at vi kunne fjerne forskallingen, sagde Siig til mig: Nu skal jeg lige en tur til Horsens, du må godt begynde, at fjerne stolperne og så udpegede han de stolper, jeg måtte tage væk, men de tre der i midten skal du vente med til jeg kommer tilbage. Jeg fjernede de stolper jeg måtte og fortsatte så med det andet arbejde jeg havde. Men bedst som jeg gik oppe på stilladset sammen med murer Siigs ældste søn Jørgen, hørte vi et voldsomt rabalder nedenunder og så blev alt stille. Vi skyndte os derned og der så vi murer Siig ligge under nogle svære bjælker, han havde fået et kraftigt slag i hovedet. Han var kommet tilbage fra Horsens og var selv begyndt at fjerne stolperne, vi kunne se, at han selv havde fjernet de to af de tre stolper, for de var væk, men da han har villet fjerne den sidste gik det galt. Vi fik ringet efter en ambulance, da den kom kunne han selv gå ud til den, hans to sønner Søren og Kristian støttede ham, men han døde alligevel kort efter ankomsten til sygehuset, han havde fået kraniebrud ved slaget af bjælken.

Ulykken rystede os alle meget og vi stillede gang på gang spørgsmålet “Hvorfor skulle sådan noget nu ske”? En dygtig og betænksom mand i sin bedste alder. Personlig kunne jeg heller ikke lade være med at tænke på, at det jo lige så nemt kunne have været mig.

Nå, men skolen blev jo bygget færdig alligevel, Siigs to sønner påtog sig opgaven. Skolen stod færdig til indvielse en gang i 1943, men vore børn kom ikke til at gå i skole dér lige med det samme, for aldrig så snart den var færdig, så kom tyskerne og overtog den, så børnene måtte gå i skole i Lundum og Rådved. Tyskerne behandlede ikke den nye skole ret godt, den var jo blevet monteret med nye borde og stole overalt, men da de var rejst igen var alt ødelagt, de havde skåret i bordpladerne og de sømbeslåede støvler havde sat deres spor i gulvene, overalt flød det med halm og alt muligt andet snavs.

 

Tørvegravning

Da der ikke var mere arbejde med skolen kom jeg til at arbejde i tørvemosen i Egebjerg Kær. Den første sommer arbejdede jeg i en mose, som tilhørte Johannes Kragh på Egesholm. Året efter kom jeg til at arbejde i en mose, som ligger et lille stykke ude ad Kærvej, det var Aage Nielsen og Morten Mortensen, som ejede den. Arbejsgangen var meget rationel efter den tids målestok. Tørvegraven blev pumpet tom for vand og vi havde en æltemaskine, som blev drevet af elektricitet. Det var mit job, at fylde i den, den æltede tørvemasse kom så ud på en lav vogn med hesteforspand og kørt ud til tørrepladsen. Det var tørv af meget god kvalitet vi fremstillede og der var jo mangel på brændsel under krigen, så der var god afsætning på dem.

 

Skoven

Men det var jo kun om sommeren jeg kunne grave tørv, om vinteren gik jeg i skoven, jeg havde, af kommunen, fået et job med at tage stød op (stød er roden, der står tilbage når træet er fældet) jeg fik tilladelse til at bruge sprængstof, det lettede arbejdet meget, men efter 1943 kunne jeg ikke få tilladelsen mere, tyskerne var vel bange for at jeg skulle bruge sprængstoffet til andet formål. Jeg blev ved med at tage stød op om vinteren indtil i 1947.

Når man arbejder så meget i skoven som jeg har gjort, kommer man jo til at kende den godt. Hvis man går ad vejen ind gennem fredsskoven og op imod Skovfogedgården, kommer man gennem en slugt, i bunden af den går der en sti fra til venstre, den førte op til Pavillonen, ja; den er der jo heller ikke mere, men stien, som førte derop blev kaldt – Studenterstien, går vi så lidt længere op ad vejen kommer vi til et sted hvor der stod en ældgammel bøg, på siden der vendte ud mod vejen, var der sat et skilt med verset:

 

Det gamle træ o lad det stå

det må I ikke fælde

lad droslen slå

Indtil al skoven ælde

 

Træet var meget stort og dens stamme var delt op i tre, den ene af stammerne visnede og gik ud og i en storm væltede den, da skovarbejderne savede den op var der 38 rummeter træ i den. Resten af træet gik også ud og måtte fældes. Nu stod den store rod tilbage og den fik jeg så til opgave at få væk.

På det tidspunkt havde jeg igen fået tilladelse til at bruge sprængstof, jeg gravede en hel dag for at få lavet et hul ind under roden så jeg kunne anbringe sprængstoffet, 25 patroner aerolit blev lagt ind, men så kom den også op. Det var den største rod, jeg nogensinde har taget op der blev 5 rummeter træ ud af den.

Nogle år efter krigen, da det igen var mulighed for at købe andet brændsel, svandt interessen for skovbruget, der var nu også drevet rovdrift på skoven i krigsperioden, så der var ikke så mange store træer tilbage. Min makker gennem mange år Karl Mogensen, som boede i Egebjerg, rejste til Sverige, derefter fik jeg Andreas Skovlund også fra Egebjerg til makker. Da han også holdt op, hjalp min søn Verner mig i nogle vintre. Da han så holdt op, valgte jeg også at stoppe.

 

Tromleførerjobbet

Jeg startede allerede så småt i 1938 med at køre vejtromle, dengang var Lundum-Hansted Kommune fælles med Vær-Nebel Kommune om tromlen. Siden købte Vær-Nebel en tromle selv, så vi fik den gamle helt for os selv.

 

 

Kommentar: (Ejnar Østergaard, som i sin tid ejede “Strandholt” har engang fortalt en historie fra dengang i 30-erne da han var medlem af sognerådet for Lundum-Hansted. I sognerådet var man kommet til den erkendelse, at vejtromlen trængte til fornyelse. I Brønderslev var der en fabrik, som fremstillede vejtromler og i en by ikke langt derfra var der en lignende fabrik, derfor besluttede man, at tage en tur derop for at se på tromler, hele sognerådet med damer deltog i udflugten. På den første fabrik blev hele selskabet budt få frokost og på den næste blev der serveret middag for alle gæsterne. På vejen hjem blev man enige om, at en ny tromle alligevel var alt for dyr, så det var nok bedst, at beholde den gamle lidt endnu. (Hermann fik aldrig en ny tromle at køre med.)

I begyndelsen var der ikke så meget at gøre med tromlen, men efterhånden blev der bevilget flere penge til vejene. Den første gang jeg kan huske var der jo kun grusveje i kommunen, der var kun asfalt på vejen op gennem Hansted, vejen fra brugsen i Egebjerg og om til hvor vejen drejer med Gl. Egebjerg, vejen blev dengang kaldt “Krystal” og så vejen gennem Lundum fra Brugsen og til hvor Møllebakken begynder, senere blev der lagt asfalt på alle kommunens veje, det foregik på den måde, at der blev sprøjtet varm asfalt på vejen og derefter strøet et lag ral, som så efterhånden blev kørt ned i asfalten. Fra slutningen af 1950-erne gik man så over til tæppebelægningen som vi kender i dag. Alle vejene i den gamle Lundum-Hansted Kommune er blevet asfalteret i min tid, og det siger ikke så lidt, for vi havde mange kilometer, jeg tror der var 42 i alt.

Den sidste vej, der fik asfalt var Gl. Kirkevej, fra Lundumhedevej til Brandbjerglundvej, ja, nu hedder vejene vist noget andet.

 

Byudviklingen

Når nu alle vejene havde fået tæppebelægning var der ikke så megen vedligeholdelse mere, men så fik vi en ny sognerådsformand Chr Schønemann Hansen hed han, han sagde: Hvis denne her kommune skal have nogen fremtid, skal vi have nogle folk hertil og så købte han Holgersens gård i Egebjerg, som blev byggemodnet det blev til Vesterhøjsvejkvarteret, så måtte vi jo til at lave vej igen og det endda helt fra bunden af. Men det varede ikke længe før Vesterhøjskvarteret var bygget til. Derefter købte kommunen også Karl Munks gård og så måtte vi til at lave vej igen, det blev til Østerhøjskvarteret. Det sidste jeg lavede før jeg gik på pension var fortovene på både Vesterhøj og Østerhøj. Skovgårdsvej er så kommet til senere.

Schønemann var en god mand for os, som arbejdede ved kommunen, han satte noget i gang så vi var aldrig arbejdsløse. Den gamle sognerådsformand Nicolaj Karlsen gjorde det jo på en anden måde, han var af den type, der sad hårdt på pengekassen, men det skal man jo ikke bebrejde ham, iden var en hel anden dengang.

 

Sognerådet

Har du ikke også været i sognerådet? spørger Mogens Nissen. Jo, jeg var medlem af Lundum-Hansted sogneråd i én periode fra 1950 – 54. valgt af socialdemokratiet, jeg havde ventet mig en hel del af det arbejde, men det var nu lidt af en skuffelse. Som begynder er det svært, at få nogen indflydelse, jeg skal da også indrømme, at sammenholdet i den socialdemokratiske gruppe ikke var godt nok. Men det var da en lærerig periode, man fik indblik i hvordan sognerådsarbejdet fungerer. Det var dengang da den mangeårige sognerådsformand Nicolaj Karlsen sad ved roret og styrede det hele med fast hånd, som næstformand havde vi Peder Pedersen nede på Hansted Strandgård, han var tillige sognefoged, han var en dejlig mand, altid flink og imødekommende.

Jeg vil også lige fremhæve et andet sognerådsmedlem nemlig lærer Rasmussen fra Rådved, han var også et menneske jeg satte stor pris på.

 

Smedegade

Jeg vil lige fortælle lidt om gaden vi bor på. Vi begynder nede fra Hanstedvej ved nr. 48, det var oprindelig en amtsbolig, her havde Jordemoderen til huse. Senere blev der bygget et nyt hus til Jordemoderen ovre ved landevejen, på hjørnet af Gl. Kirkevej, det var nok omkring 1912.

Det næste hus vi kommer til er så huset her, det blev kaldt “Fattighuset” mine børn var rasende når de blev drillet med at de boede i fattighuset. Fattighus har det nu ikke været i den tid jeg har boet her, for jeg har altid betalt husleje, men det er rigtigt, at det er ejet af Kommunen og at det nok tidligere har fungeret som fattighus. Pudsigt nok fortalte min mor, der stammer fra Serridslev, at da hun var en lille pige besøgte hun sin bedstemor, som jeg ikke ved andet om end at hun hed Holst til efternavns, hun boede netop i huset her. Dengang var huset stråtækt, taget nåede næsten ned til jorden. Huset har nok oprindelig hørt under Hanstedgård, hvornår det så er blevet købt af kommunen, ved jeg ikke. Min mor fortalt, at når hun var på besøg hos sin bedstemor, blev hun tit sendt over til – Høkeren – efter et eller andet. Høkeren boede i nr. 48b, det vi taler om her er nok tilbage i 1880-erne.

Tidligere var det sådan, at alle beboerne her på gaden kunne hente vand ved en fælles brønd – en bybrønd – som lå på den anden side af gaden udfor nr. 48 hvor der tidligere var smedje.

Man fortæller, at før banen kom og skar byen over i to dele, gik vejen her, som blev kaldt Smedegade, videre helt op til Kirken ved en stor ask, som står oppe på kirkegården, lå der en smedje, derfra navnet, det fortælles også, at den parcel, som ligger mellem huset her og banen og som hører sammen med det store hus på den anden side af vejen, engang blev kaldt kirkejorden, her kunne kirkegæsterne opstalde deres heste medens de var i kirke, der var jo også en indgang til kirken her på nordsiden, hvor nu kapellet ligger.

Nu vil vi gå tilbage til Hanstedvej igen, til nr. 48 hvor Aage Rasmussen bor, der var der smedeværksted dengang vi kom til Hansted. Smeden hed Bach, han var en ældre mand og da smed Jensen startede “Egedal Maskinfabrik” i 1934 stoppede Bach, på sine gamle dage kom han og konen op på Hospitalet og deres to døtre overtog huset. Det næste hus vi kommer til er nr. 48 a her var det at høkeren boede, som vi talte om før, jeg har også hørt, at der engang var forskole (Pogeskole) der i huset. Så kommer vi til det store røde hus nr. 48 b her boede Rasmus Frandsen, han var amtsvejformand, det vil sige, at han var formand for de folk, som vedligeholdt og udbedrede vejene under Skanderborg Amt. Engang da de var ved at bygge om inde i huset kom der en gammel bagerovn tilsyne, man ved ikke om det havde været en privat bagerovn, eller der engang har været et bageri på stedet, ovnen var meget stor. Rasmus Frandsen ejede huset, men han havde en lejer som hed Niels Nielsen, han var en gammel mand og han kunne fortælle mange historier fra det gamle Hansted. For eksempel fortalte han mig engang at Anton Petersens gård, som nu ligger ude på Vandmøllevej, engang lå her nede ved Kirkestien, omtrent der hvor nu Johan Nielsen bor (Hanstedvej nr. 5) Det var en gammel faldefærdig gård, den var firelænget og havde en smal port ud til vejen.

Engang i høst, hvor alt var meget tørt, blev det tordenvejr og manden stod inde i porten i ly ror regnen, da der så kom et ordentlig lyn, rev han lige en tændstik, og i løbet af ganske kort tid var der ikke mere tilbage af gården, om det er rigtigt, eller det bare er en af Niels´ gode historier, ved jeg ikke, men sådan fortalte han det. Gården blev ikke bygget op igen, men flyttet ud på Vandmøllevej, hvor den nu ligger, Kristineslyst hedder den vist.

 

Fra det gamle Hansted

Kan du ellers fortælle noget om husene i Hansted i gamle dage? Spørger Mogens Nissen. Jae, det er nu ikke så meget, men jeg kan da fortælle, at husene på nr. 7 og 9 var ejet af den gamle møller Chr. Christensen. På den anden side af vejen boede “Den døvstumme skomager” både han og konen var døvstumme, manden reparerede sko for folk.

Huset er meget gammelt, over døren til baghuset står et årstal fra 1700-årene. De næste to huse vi kommer til er også meget gamle. I det første hus boede der en mand, som hed Niels Petersen – Niels-tæsker – blev han kaldt, tilnavnet har han velsagtens fået fordi han gik ud og hjalp landmændene med at tærske dengang det endnu foregik med plejl. Hans datter bor i huset nu. Jeg kan også lige fortælle dig, at længere oppe i byen, lige efter det lille hus, som nu er revet ned, hvor vi flyttede ind da vi første gang kom til Hansted, ligger der et rødstenshus, der var der købmandsforretning, jeg kan ikke huske hvad den gamle købmand hed, men han solgte forretningen til Købmand Nielsen, han flyttede senere over på den anden side af gaden til et hus, som havde tilhørt Statsbanerne, der boede tidligere en baneformand, det er der hvor Arne Pedersen nu bor, huset er ganske vist bygget noget om siden. Lige efter den gamle købmandsforretning boede karetmager Ejnar Antony. Da vi kom til Hansted havde han god gang i forretningen, det var mest hjul til landbrugsvognene han havde travlt med, når han havde lavet træarbejdet ved sådan et hjul, kom han trillende med det ned gennem gaden, det skulle jo til smeden for at få monteret jernringen og andet beslag. Går vi til det næste hus, kommer vi til Svane. Jeg kan ikke huske hvad den gamle Svane hed til fornavn, vi kaldte ham altid bare Svane. Han havde den kønneste have i Hansted, der var altid fyldt med blomster hele sommeren. Han var også havemand nede hos Østergaard på Strandholt. Da den gamle Svane døde, overtog hans søn og datter huset, de var begge ugifte. Peter Svane ,som sønnen hed, kørte taxa, det blev han for øvrigt ved med i mange år, han døde pludseligt af en blodprop en dag da han gik og skovlede sne.

I det næste hus vi kommer til boede Otto Munch, han arbejdede ved banen om sommeren og i skoven om vinteren. Han sad for øvrigt i sognerådet dengang vi flyttede til Hansted. I det næste hus boede en mælkehandler, som solgte mælk i Horsens fra Mejeriet Egedal. Drejer vi så om hjørnet ned ad Vandmøllevej lå der ind til venstre et gammelt hus, som hed “Nøjsomhed” navnet stod malet over døren, her boede en meget gammel mand, som hed Bertel, efter ham kom der en som hed Ejnar, han og jeg har arbejdet sammen som murerarbejdsmænd hos både Siig og Thomas Pedersen. For to år siden var det så at lynet, under et tordenvejr, slog ned og antændte huset, som brændte helt ned, men det blev jo da bygget op igen.

Kan du huske noget om Hansted Mølle? spørger Mogens Nissen, nej, jeg har jo ikke haft så meget med møllen at gøre, men da vi kom her til Hansted havde – Mølleren – som vi kaldte han, god gang i mølleriet, navnlig savede han meget træ, både til brændsel og gavntræ. Men han havde også en anden god indtægtskilde, i forbindelse med slusen havde han to ålekister, her fangede han masser af store gode ål.

Nu tager vi lige et ordentlig spring helt over på den anden side af banen til Hansted Hospital. Dengang var beboerne dér ikke så dårlige som de er i dag, der var mange af beboerne, som godt kunne bestille noget. Hospitalet havde en stor urtehave og noget landbrug med et par grise og nogle høns, det gik beboerne og passede, det gjorde, at Hospitalet i nogen grad var selvforsynende med fødevarer. De beboere som kunne hjælpe til fik 2.- kr. om dagen for deres indsats.

 

Dengang var der en snekastningsordning, som fungerede på den måde. Der blev udpeget en snefoged, som skulle sørge for at vejene blev ryddet når der var faldet sne, til at hjælpe sig havde han folk fra alle gårde og huse, som alle skulle møde med en mand, eller flere, alt efter om det var et hus, en lille gård eller en stor gård, der var tale om.

Jeg havde i en del år den tvivlsomme ære at være snefoged, så det var mit job at sende bud efter de folk, der skulle bruges. Hospitalet skulle stille med fire mand, og det var selvfølgelig altid nogle af de gamle, som kom. Men de skulle jo først have deres morgenmad så de kom sjældent før ved 10-tiden og så skulle de hjem igen og spise kl.12 og en middagslur og en kop eftermiddags kaffe vilde de jo heller ikke gå glip af så de kom først igen ved 3-tiden og så gik vi jo hjem igen ved 5-tiden så deres dag var ikke så lang, men to kroner var jo heller ikke nogen stor løn.

Hanstedgård skulle også møde med fire mand, men Fru Have havde kun to mand til sidst så jeg måtte gøre hende opmærksom på, at der stadig var daglejere at få bare man ville betale for det. Nå, men efterhånden fik vi jo gode sneplove og på et tidspunkt overtog kommunen snerydningen, så var den epoke slut.

Endelave

Jeg springer lige et godt stykke tilbage i tiden, nærmere betegnet 1927 da var jeg en sommer, sammen med min bror på Luiselund på Endelave hos en mand, der hed Otto Pedersen, han blev senere direktør for Falck i Horsens. Vi hjalp bl. a. til i høsten og da den var vel i hus, skulle der holdes høstgilde. Det foregik på den måde, at alle på øen var sammen om festen, men vi havde et stort problem, vi manglede musikere. Ja, sagde jeg, jeg kan spille på mundharpe, men det forslår jo ikke rigtig noget, men så var der pludselig to andre, som også spillede mundharpe og så holdt vi høstfest med musik af tre mundharper – sikken fest vi havde !

 

Det var hvad Hermann Kristensen fortalte Mogens Nissen den forårsdag i 1987.

Hermann døde den 27. oktober 1995. Det sidste halvandet år tilbragte han på Hansted Hospital.

Marie døde den 5. juni 1997. De sidste år af hendes liv, var hun senil dement og boede de sidste fire år på Hansted Hospital.

De ligger nu begge begravet på Hansted Kirkegård, vel næppe mere end 100 meter fra det hus, som var deres hjem gennem så mange år.