Stamtræ
Hans Adolph Høeg Von Hielmcrone
Født: Hans Adolph Høeg Von Hielmcrone, 1689, Store Hovgaard i Hoptrup, Hoptrup Sogn, Haderslev Herred, Haderslev Amt som søn af Herredsfoged Marcus Høeg og Cathrina Von Drewitz
Død: juli 1773, Knagstrupgaard, Sdr. Jernløse S. Holbæk
Begravet: 12. juli 1773, Sønder Jernløse Kirke, Holbæk Amt.
Stilling: Godsejer
Gift 16/11-1720 med Marie Helene Sophie Lassen, Helstrup Kirke, Viborg Amt.
Forældre: Godsforvalter og Herredsfoged Marcus Høeg og hustru Cathrine Von Drewitz.
Adlet af Kong Frederik d. V. den 19. aug. 1757 fik navnet Von Hielmcrone.
Forvalter i Liltved, Fausing Sogn 1723
Forvalter Gammel Estrup og inspektion ved Grevskabet Scheel
1749.
Ejer af Herningsholm, købt 1751, Adlet 1757 "von Hielmcrone"
Genneralkrigskommisær, 1745 Forvalter på Lee Søgård i Lee Sogn, Krigsraad
Ejer af Herningsholm, købt 1751, Adlet 1757 "von Hielmcrone"
Biografi
Hans Adolph Høeg overtager Helstrupgaard senest i 1731, hvor han bortfæster den til sin Kære Broder Otto Friederich Høeg.
1750 blev Helstrupgaard solgt til Forvalter ved Fussingø, Chr. Kollin
Hans Adolph Høegs søskende:
Peder Høeg, f. 1691, se under Birkedommerne.
Otto Friedrich Høeg, f. 1694, død 1756, opholdt sig 1738 i Helstrup - altså på Broderens Gods - var derefter fæster af en Gaard i Terp og samtidig af et bol i Torup (ca. 100 tønder land), så hans ene Broder var hans Overforvalter og den anden Broder hans Dommer. Gift 1738 med Anna Rosina Sommer, der fortsatte fæstet efter mandens død og døde selv 1764 uden børn. Hendes søster var gift med Jost Platfus, Guvernør i København.
Anna Hedevig Høeg blev gift med Erik Friis og derefter med Nis Nissen og fik Fødegaarden Hovgaard, hvor hun døde 1776.
Den nye adel på Herningsholm
Enevældens indførelse i 1660 medførte, at vejen til indflydelse nu i endnu højere grad gik gennem en nærhed til kongen. Mange adelige slægter sivede østpå og satsede på deres herregårde i Østdanmark – tættere på København.
Kongens nyvundne handlefrihed medførte også, at der opstod en gruppe af nyadelige, også kaldet brevadelen. Det var typisk borgerlige, som mod betaling til kongen kunne opnå Adelsskab i form af et adelsbrev eller adelspatent.
1700-tallets Herningsholm bar præg af denne nye udvikling. Nye slægter gjorde sit indtog, og da den sidste adelsmand forlod Herningsholm i 1791, havde herregården haft hele fire brevadlede familier på stribe som ejere. Det betød dog ikke stilstand i herregårdens udvikling, tværtimod.
Landbrugsforbedringer og øget befolkningstilvækst
De nye – og nyadlede – ejere investerede også energi og ressourcer i Herningsholm. Peder Thøgersen Lassen, der blev adlet ’de Lasson’ i 1731, havde overtaget Herningsholm i 1704.
Det indledte en fremgangsrig periode for Herningsholm, der kom til at vare i mere end 60 år. I midten af 1700-tallet kunne man iagttage en betragtelig befolkningstilvækst i området. I enkelte af de 11 sogne, hvor Herningsholm havde fæstegårde, var antallet mere end fordoblet på blot 60 år.
I modsætning til resten af landet, hvor landets godsejere søgte at udvide hoveribyrden (arbejdspligten på herregårdens jorder), gik det på Herningsholm den modsatte vej. Især under avlsgården Skåphus blev en del fæstegårde opdelt i halve gårde. Hoveriet var ikke så omfattende, da de dyrkede arealer under Skåphus var små.
Udbyttet kom i stedet fra strikningen af strømper. ”Hosebinderiet”, som det fortsat kaldtes op i 1900-tallet, havde for alvor bidt sig fast på egnen og blev muliggjort af et øget fårehold. Afgifterne til herremanden klarede bønderne ved at strikke, og de små bondegårde var nok til at brødføde en enkelt fæstefamilie. Kød og tælle fik de fra det forøgede fårehold. Årligt blev der strikket imponerende 20.000 par strømper af bønderne på Herningsholms gods.
Herningsholm i nye rammer
Da Hans Adolph Høeg købte Herningsholm i 1751 blev der igen foretaget omfattende reformer af landbrugsdriften. Der blev sat store kræfter ind på at opdyrke heden ved pløjning, afbrænding af lyng, kalkning af jorden og herefter såsæd. Godsejeren klagede dog over bøndernes dovenskab, da de hellere ville strikke strømper end avle deres jord.
En del af jorden blev lagt ud til græs. Græsset kunne bl.a. anvendes til malkekøer, og der blev lagt an til mejeribrug i form af oprettelsen af et af de første mejerier i Midtjylland.
På selve herregården blev også investeret i omfattende moderniseringer efter fransk forbillede. Herningsholms udseende som forsvarsanlæg var håbløst umoderne, og det blev derfor ændret til at udgøre en standsmæssig bolig for en adelig familie. I 1757 opnåede han adelstitel med navnet ”von Hielmcrone”.
Landboreformer og frasalg af fæstegårde
Herningsholm gik til sønnen Marcus von Hielmcrone, som i 1769 måtte sælge herregården på grund af kreditvanskeligheder. Også de følgende ejere kom i økonomiske vanskeligheder. Herregården blev pantsat og måtte til sidst sættes på auktion. Det skete i 1778.
Over de næste 10 år blev godset blev opløst i flere dele. De store landboreformer i 1780’erne gjorde det muligt – og økonomisk attraktivt – for godsejerne at sælge fæstegårdene, hvorved bønderne blev selvejere. Da den sidste adelige ejer, kammerherre Holger Sehested, forlod Herningsholm i 1791 var samtlige fæstegårde solgt fra og overgået til selveje.
Herningsholm var ved indgangen til 1800-tallet dermed reduceret til en proprietærgård, som dog stadig var 2-3 gange større end de omkringliggende bondegårde.
Herningsholms ejere i 1700-tallet
1704-1737: Peder Thøgersen Lassen. Adlet ”Lasson” 1731
1737-1751: Thøger Lasson
1751-1759: Hans Adolph Høeg. Adlet ”von Hielmcrone” 1757
1759-1769: Marcus von Hielmcrone
1769-1774: Hans Christoffer Rosencrone. Familien adlet 1749
1774-1775: Marcus Gerhard Rosencrone
1775-1778: Frands Friedenreich. Familien adlet 1716
1778-1780: Peder Grønlund og Peder Obel. Frasælger Skåphus
1780-1792: Holger Sehested. Frasælger fæstegårdene
